På tirsdag forventes det, at Europa-Parlamentets industriudvalg vedtager at det maksimalt må koste en krone at sende sms'er fra EU-lande.
Dermed kan det maksimalt komme til at koste en kr. at sende en sms hjem fra sommerferien, mod den nuværende takst på 2,5 kr. Det skriver epn.dk.
Dermed skærer Europa-Parlamentet op mod 60 procent af de nuværende priser, så teleselskaberne ikke længere må opkræve 2,5 kr. for en EU-borgers sms hjem fra sommervarmen.
Aftalen er indgået for at forhindre, at telekunder kommer hjem fra ferie til en kæmpe mobilregning, og Videnskabsministeren er begejstret.
"Jeg er først og fremmest meget tilfreds med, at aftalen nu er på plads, således at forbrugerne kan få gavn af lavere priser allerede i sommerferien," siger Helge Sander (V).
Hvis både Parlamentet og Ministerrådet stemmer for aftalen, som det forventes, så kommer de nye takster til at gælde allerede fra i sommer.