Mobiltelefonen er blevet et fast redskab for børn, der mobber andre børn. Det viser en undersøgelse, som Børnerådet offentliggjorde mandag.
Af undersøgelsen fremgår det, at 13 procent af børnene i 5. klasse har oplevet at blive mobbet gennem deres mobiltelefon, enten ved brug af sms- eller mms-beskeder eller ved opkald fra plageånderne.
I 2004 var det kun fem procent af børnene, der havde oplevet mobil-mobning, og dermed er problemet mere end fordoblet på bare to år.
»Digital mobning har den særligt ubehagelige karakter, at ofret har meget svært ved at undslippe den. Den kan foregå hvor som helst og hvornår som helst, og ofret udelukker sig selv yderligere fra fællesskabet ved at slukke for telefonen,« skriver Børnerådet.
Rådet opfordrer til, at sms-mobning ofres særlig stor opmærksomhed i det kommende år.
Børnerådets undersøgelse er foretaget blandt cirka 1100 elever i 51 5. klasser landet over. Undersøgelsens resultater tyder på, at der ikke er blevet mindre mobning i folkeskolen siden 2004. Til gengæld ser det ud til, at der sket et fald i antallet af børn, der udsættes for »massiv mobning«, det vil sige børn, der bliver mobbet flere gange om ugen.