Husk din tandlægetid torsdag kl. 13.30 .
En sådan sms tikker ind dagen før og igen to timer før den aftalte tandlægetid. Det kan være en løsning til at få flere unge til at huske tandlægetiden, siger formanden for Dansk Tandlægeforening, Susanne Andersen.
- Vi har gode erfaringer med at sende sms-beskeder til de unge, eller ringe dagen før, hvis de lidt ældre ikke bruger sms, siger Susanne Andersen.
- Hvis en tandlæge er gammel i gårde og har et fast patientklientel, udebliver de ikke så nemt, for det vil man ikke være bekendt, siger Susanne Andersen.
Mere tid til tandlægeskræk
Hvert år udebliver 300.000 danskere fra en aftalt tandlægetid uden at melde afbud, og det kan skyldes både tandlægeskræk og glemsomhed. Dr.odont fra Tandlægeskolen i Århus Rod Moore har blandt andet foreslået, at der afsættes mere tid til patienter med tandlægeskræk. Ifølge Susanne Andersen fra Dansk Tandlægeforening sker det allerede i dag, og hun mener, at det vil være svært at drive de allermest skrækslagne patienter op i tandlægestolen.
- Så skal tandlægen nærmest stå nede på gaden og fange patienten, inden vedkommende stikker af, siger hun.
Udover at sende sms er eller ringe foreslår Susanne Andersen, at tandlægerne bruger tid på at forklare patienterne, hvad der skal ske til det aftalte tandlægebesøg.
- Man kan fortælle patienten, at når vedkommende nu får en tid til behandling, så er der afsat for eksempel en time, og du kan selv se, at det er svært at få en tid, siger Susanne Andersen.