Det Kommunistiske Parti er samlet i Beijing til Den Nationale Folkekongres, og de 3000 politikere kan ikke undgå at bemærke problemet, der dækker for solen over Kinas hovedstad.
Landets premierminister Li Keqiang 'erklærede krig' mod forureningen onsdag, og regeringen garanterer, at der nu for alvor skal sættes ind mod det synlige problem.
Der skal skrues ned for CO2-udledningen og op for grøn energi i Kina, der allerede har indført eldrevne busser og kildesortering af affald i flere storbyer. Kulkraftværker og kuldreven industri skal skæres kraftigt ned, og der skal indføres endnu skrappere kontrol med affaldsprodukter og spildevand i landet.
Forureningen er kun fortsat med at stige i Kina i de sidste mange år. I storbyer som Beijing og Shanghai er der sågar blevet bygget overdækkede arenaer, så folk kan lave fysisk aktivitet uden at skulle inhalere den giftige smog.