Bamse er død, så orkesteret Bamses Venner står og mangler en forsanger til en stribe koncerter landet over.
Men nu har bandet fundet afløseren for den salige Århus-troubadour.
Det bliver Stig Rossen, Danmarks førsteelskende musical-maestro, der hentes ind som stedfortræder for Bamse.
"Jeg har altid været en stor fan af Bamse. Jeg vil godt være med til at til at hjælpe hans orkester med at overholde alle deres koncertaftaler," bekræfter Stig Rossen.
Stand-in-rollen gælder i første omgang den årlige 'Bamsefest', der finder sted i slutningen af januar. Den trækker normalt 1.200 ellevilde publikummer i idrætshallen i Syvsten ved Sæby.
"Nu ser vi, hvordan det fungerer i Syvsten. Føles det rigtigt eller forkert? Bliver vi accepteret af publikum? Og svinger jeg og orkesteret sammen?," spørger Stig Rossen, som i forvejen kan alle Bamses sange udenad.
"Hvis vi efter koncerten kan svare ja på de spørgsmål, fortsætter vi. I modsat fald bliver det ved den ene koncert," konstaterer han.
Stig Rossen har fået fuld accept fra orkesteret såvel som fra Bamses enke, Käte, til at tage den nye forsanger-rolle på sig, lyder det.
Kilde: B.T.