Det var en internetafstemning, der satte en stopper for den lidt alternative hyldest til den afdøde popstjerne ved dyrskuet Iowa State Fair i USA.
Dyrskuets direktør Gary Slater oplyser på dyrskuets hjemmeside, at godt 65 procent stemte nej, og det resultat var overbevisende nok til at ledelsen valgte at sætte smørret tilbage på køl og aflyse aftalen med smørskulptøren.
"Vi er klar over, at nogle vil blive skuffede, men vi mener stadig, det var det eneste rigtige at spørge borgerne", siger Gary Slater.
Den afdøde popstjerne gav i starten af 1970'erne to koncerter på dyrskuet i Des Moines med Jackson 5, og smørskulpturen var ment som en sidste hilsen og tak til Michael Jackson.
Dem, der måtte have sat sig op til en kunstoplevelse ud i mejeriprodukter, må nøjes med den traditionelle smørudgave af en ko og én af en astronaut stående på en måne af smør - i anledning af 40-året for den første månelanding.