To tv-brødres drengedrøm går i opfyldelse.
James og Adam Price går sammen med Dragsholm slot og åbner restauranten med det mundrette navn 'Restaurant Brødrene Price'.
"Det er en ældgammel drengedrøm, der nu bliver virkelighed. Vi har altid talt om, at det kunne være fantastisk at have en restaurant i familien - men aldrig forestillet os, at det kunne blive en realitet. Vi vil arbejde på at skabe et sted, hvor stemningen, den afslappede madstil, personligheden og humoren fra vores madprogrammer kommer til udtryk," skriver de madglade brødre i en pressemeddelelse.
De glade brødre skal hygge sig i køkkenet på Rosenborggade i København, hvor de skal stå for alle opskrifterne.
"Vi skal lave alle opskrifter til køkkenet og sørge for at maden smager som i vores egne gryder. Det skulle gerne være oplevelsen af at komme til middag hjemme hos os," skriver brødrene.
Maden bliver ikke hængt op på et bestemt køkken, men vil blot være det, som brødrene har fået i deres familiehjem under opvæksten.