Julen tilbud-jægernes fest, og traditionen tro bugner tilbudsaviserne fra landets dagligvarekæder af slagtilbud. Én klassiker stjæler dog særligt opmærksomheden: smørret.
Det skriver B.T., der har sat sig for at overvåge julens mest opsigtsvækkende tilbud.
Vi ved, at de klassiske julevarer, når de får nogle skarpe priser, skaber et kæmpe tryk på handlen, lyder forklaringen på de vilde tilbud fra pressechef i Salling Group, Jacob Krogsgaard Nielsen, til avisen.
Og netop nu er prisen på den danske Lurpak-favorit rekordbillig. Det bløde “guld”, der efterhånden har rundet en gængs normalpris på 31,95 kroner, har fået et prisfald på hele 81 procent i uge 50.
Ifølge B.T.’s gennemgang er det den tyske dagligvarekæde Lidl, der fører an i smørkrigen. Her kan en pakke Lurpak købes for blot 5,95 kroner. Dog skal man være Lidl Plus-medlem for at få adgang til tilbuddet, der også er begrænset til tre pakker per kunde.
Netto matcher mængdebegrænsningen og har den næstbilligste pris på 8,95 kroner. I Bilka og Føtex er det Lurpak-slægtningen Kærgården, der er sat ned – til henholdsvis 9,50 og 9,95 kroner.
Der er dog tilbud på smør i stort set samtlige danske dagligvarebutikker, så det bør være muligt at få fingre i et godt tilbud uden de kaotiske scener, som der opstod for nogle år siden, da en butik i Randers havde tilbud på smør til en 10'er.
Se hele oversigten over julens smørtilbud her.