560 glade og forventningsfulde elever mødte i mandags sidste uge ind på Oure efterskole på Fyn, og allerede fredag blev de første sendt hjem med smitte-symptomer. Flere fulgte hen over weekenden, og i dag onsdag er hele skolen tømt for elever. Sådan er situationen, da hele 19 elever blev testet positive for den yderst smitsomme britiske variant af Covid-19.
Forstander, Mette Romer udtaler til Fyens Stiftstidende, at tirsdag var alle test negative, men fredag var der en enkelt, der var positiv. Der var desuden nogle, som senere på dagen udviste symptomer på corona, siger forstanderen til avisen.
Både eleven med den positive test og dem med symptomerne blev sendt hjem, og det samme gjorde deres nære kontakter.
Samtidig blev Styrelsen for Patientsikkerhed orienteret, og hen over weekenden samt mandag og tirsdag blev flere af de hjemsendte testet positive - hvilket skolen løbende fik besked om.
- Det betød, at vi hver gang måtte vurdere, hvem der er deres nære kontakter, og de blev så også hjemsendt. Det har været en løbende proces, siger Mette Romer Søborg til Fyens Stiftstidende.