Erling Jacobsen havde ikke lyst til at åbne øjnene. Han ville ikke snakke med nogen, bare sove. I flere uger lå han syg på sofaen uden kræfter til at spise. Imens blev hans kone Jeanne Grenaa Andersen mere og mere bekymret.
Han blev indlagt, og i sidste uge fik parret svar.
Erling Jacobsen fra Vinderød i Halsnæs har fået centraleuropæisk hjernebetændelse, TBE-virus, efter at være blevet bidt af en flåt. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det er det kun tredje tilfælde i Nordsjælland efter to personer blev smittet i Tokkekøb Hegn i Allerød i 2008 og 2009.
Sidste år blev to personer på Fyn og i Jylland ramt af virussen, der ellers kun forekommer på Bornholm.
Det bekymrer overlæge på Statens Serum Instituts virusafdeling Anders Fomsgaard.
- Vi har med bæven set frem til 2019. Virussen spreder sig i de her år, og det bekymrer mig, siger han.
Han vil anbefale folk, der bevæger i skov og krat uden for stierne, at blive vaccineret mod TBE-virus.
Der findes ingen behandling mod sygdommen.
I Vinderød har Erling Jacobsen den seneste uge været i bedring. Jeanne Grenaa Andersen håber på, at hendes mand kommer igennem sygdommen uden mén som lammelser eller hukommelsesbesvær. Det rammer godt en tredjedel med hjernebetændelsen.
- Det er forfærdeligt. Han var jo fuldstændig invalideret. 7-9-13 håber jeg, vi går godt igennem det, men vi aner det ikke. Vi må se tiden an, siger hun.
Fr.Borg Amts Avis