Det kan godt være, at de århusianske børn ikke børster tænder, hver gang de vasker hænder, men moralen i børnesangen er i hvertfald gået rent ind. Der bliver børstet mere tænder og renset ud for bakterier. I 2005 havde næsten halvdelen af de unge under 16 år aldrig haft et hul. Det er meget bedre i 2003, hvor 43 procent af de unge kunne fremvise et nul-huller-tandpastasmil i Smilets By.
»Det er rigtig tilfredsstillende, at der kommer færre huller år for år. Vi mener, at noget af forklaringen er vores tidlige indsats, som starter med babymøder for forældrene, allerede når børnene får de første mælketænder,« fortæller Peter Bertelsen, der er souschef i Århus Tandpleje, der står bag statistikken.
En ren slikmund
Der er ikke noget, der tyder på, at børnene er blevet bedre til at holde sig væk fra bolsjer, vingummier og andet slik, men til gengæld er de blevet bedre til at børste den søde tand ren, mener Svend Poulsen, der er professor på Tandlægehøjskolen i Århus.
»Børnene har fået en god mundhygiejne ved at bruge fluorholdig tandpasta. Det drejer sig om at få nogle gode vaner og normer,« siger han.
En anden forklaring på, at flere århusianske unge går rundt med nul huller, er at den kommunale tandpleje er begyndt at fokusere på unge med dårlige gummer.
»Hvis børnene er på vej til at få flere huller, får de for eksempel tilbud om ekstra fluorbehandlinger og intensiv undervisning i at børste tænder,« oplyser Peter Bertelsen fra Århus Tandpleje.
Han fortæller, at tandlægerne også er særlig opmærksomme på, om børnene skifter livsstil, hvis de flytter hjemmefra og på efterskole. Når der ikke længere er forældreovervågning, begynder nogle børn at drikke mere sodavand og glemmer moralen med at børste tænder og vaske hænder.