Når migræneanfaldene kom, fik Anette Scheider hovedpine, kvalme og kastede op, til der ikke var mere i mavesækken.
Hun forsøgte at tage piller for at undgå hovedpinen, men jo flere piller hun spiste, jo mere havde hun ondt i hovedet. Til sidst havde hun konstant hovedpine i et langt, langt år. Problemet var medicinforgiftning, og hun kom på pilleafvænning.
- Det var forfærdeligt. Den første uge fik jeg tre migræneanfald, og jeg kunne ikke tage medicin for at stoppe det. Jeg var konstant angst for at få det værre, fortæller Anette Scheider fra Hillerød, som i dag får forebyggende medicin og har det meget bedre.
Forgiftet af medicin
Både på smerteklinikken i Århus og Dansk Hovedpinecenter i Glostrup har hver fjerde patient spist så meget smertestillende medicin, at de har fået en forgiftning. Det får lægerne til at advare mod hovedpinepillerne.
- Vi frygter, at der er mange danskere, der er ved at udvikle en forgiftning af smertestillende medicin. Det er vigtigt at informere om, at man ikke må tage hovedpinepiller hver dag, understreger Rigmor Højland Jensen, overlæge og formand for Dansk Hovedpineselskab.
Også Troels Jensen, professor på smerteklinikken ved Århus Universitetshospital, fraråder et stort forbrug af panodil, kodymagnyl og pinex.
- Problemet med smertestillende medicin er, at den har den paradoksable bivirkning, at den gør nervesystemet mere følsomt end normalt. Man kan risikere, at medicinen øger hovedpinen. Det bliver så en ond cirkel, at når man har mere hovedpine, tager man mere medicin, siger han.
Populære piller
En ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at hver tredje dansker jævnligt sluger en hovedpinepille, og forbruget er stigende.
Professor på smerteklinikken i Århus, Troels Nielsen, anbefaler, at man fjerner den smertestillende medicin fra supermarkederne for at undgå flere forgiftninger fremover.
- Man skal ikke købe medicin i et supermarked. Det er medicin, man køber – ikke bolsjer, siger professoren, som også mener, at der bør være en grænse for, hvor mange hovedpinetabletter man kan købe på én gang.
Dansk Hovedpinecenter anbefaler, at man maksimalt spiser 10 stærke migrænetabletter og 15 hovedpinepiller i løbet af en måned, hvis man vil undgå en forgiftning.