Hver femte dansker har hele tiden så ondt, at hun eller han ikke kan leve et normalt liv. Det koster hvert år samfundet langt over en milliard kroner bare i sygedage.
Derudover kommer udgifterne til pension, behandling og undersøgelser. Men samfundet kan spare mange penge, hvis de mennesker får hjælp til at tackle smerten, mener idrætsfysioterapeut Morten Høgh fra Fysiocenter i Århus.
Han møder mange i sit arbejde, der har fået at vide af lægerne, at de skal leve med ondt i kroppen.
- Men det ender med, at smerten kommer til at kontrollere deres liv, advarer Morten Høgh, som er en af de få danske specialister i muskuloskeletal fysioterapi.
Smerten er intens
Morten Høgh forklarer, at smerte er en følelse på lige fod med sult, som har til formål at få os til at reagere.
- Det kan ske, at en nerve i ryggen forstærker smerteimpulsen. Det gør kroppen endnu mere påpasselig, og det mærkelige er, at selvom skaden er væk, så er smerten stadig intens. Det er som om, hjernen husker smerten, siger fysioterapeuten, der hjælper folk med kroniske smerter ved at lære dem nogle øvelser, som får dem til at slappe af.
Han efterlyser bedre forklaringer fra lægerne til patienterne, når de møder op med vedvarende ondt.
- Folk er bange for, at lægen ikke har opdaget, hvad de fejler, og angsten får dem til at holde sig mere og mere i ro med det resultat, at nerverne sender endnu flere smerteimpulser til hjernen, siger han.
Overlæge Niels-Henrik Jensen fra Tværfagligt Smertecenter i Herlev er enig i, at afspænding kan hjælpe de fleste med kroniske smerter.
- Men aktivitet og træning kan også forårsage tiltagende smerter som følge af det omkodede nervesystem. Det er en balancegang, siger lægen.
Danske læger fra landets smertecentre har gennem flere år efterlyst mere uddannelse af lægerne på området. Uden held.
Smerter er udbredt i Danmark
Hvert år stiger antallet af kroniske smertepatienter med 6000-7000.
20 procent af alle danskere i alderen 16-67 siger, at de har kroniske smerter.
Nogle smerter skyldes sygdom som for eksempel gigt.
Det europæiske land med flest smertepatienter er Norge.
Kilde: Pain in Europe og Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet.