Venedig Filmfestival, Berlin Filmfestival, Sundance Filmfestival.
Over hele verden hitter smalle danske film, der sælges under serien »New Danish Cinema«, skriver Berlingske Tidende.
Det er film, der ikke har trukket mange danskere i biografmørket, med titler som En Soap, Off-Screen og Princess, der har tryllebundet filmentusiaster fra udlandet. Og som har medført en flere filmpriser i 2006 til dansk film.
»Det er primært de såkaldte smalle film, som har vundet filmkenderes gunst rundt i verden. Det viser bare, at når danske filmkunstnere går nye veje, så bliver det belønnet ved, at vi får international anerkendelse. Nogle gange kan udlandet kigge på dansk film med friske øjne og spotte kvaliteter, som vi ikke selv ser. Derfor kan man håbe, at danskerne på sigt vil være tilbøjelige til at indløse billet til de mere smalle film,« siger Anders Geertsen, områdedirektør ved Det Danske Filminstitut.
»En Soap« vandt både sølvbjørnen og prisen for bedste debutfilm i spillefilmslængde ved Berlin Filmfestival. »Offscreen« var med i slutspillet til Nordisk Råds filmpris. »Princess« åbnede filmfestivalen i Cannes i år. Alle filmene er vist på adskillige festivaller.