Det var den italienske cykelrytter, Simone Stortoni fra Lampre-ISD, som på Tourens 17. etape sendte en avis ind i Chris Anker Sørensens hjul, hvilket kostede danskeren en tur på skadestuen og udsigten til en hudtransplantation.
Men Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytteren bærer ikke nag til sin kollega med de farlige manerer.
- Nej, det gør jeg bestemt ikke. Sådan er cykelløb, og det er sket før, at der kommer aviser ind i hjulene på folk.
- Nu gik det så galt denne gang, men det kunne have gået meget værre. Jeg føler mig rimeligt heldig, siger Chris Anker Sørensen.
Uheldet, hvor italieneren kastede en avis, der havnede i danskeren hjul, skete tidligt på 17. etape. Men selvom det blødte voldsomt fra Sørensens hånd, så fortsatte han efter en konsultation hos løbslægen.
- Jeg er glad for, at det ikke gik værre, og det var også derfor, jeg flåede avisen ud. Hvis den kom med op og blokerede bremsen, så ville jeg have røget forover, og så havde jeg slået mig endnu mere.
- Det var selvfølgelig ærgerligt, at Stortoni ikke kunne smide ordentligt med avisen, men det er det, der sker en gang imellem i cykelløb, og han gjorde det jo ikke med vilje, siger Chris Anker Sørensen.
Umiddelbart efter besøget på hospitalet i Toulouse torsdag aften var Hammel-rytteren klar til at se situationen i et lidt større perspektiv.
- Jeg har altid haft en filosofi om, at man kan ikke ændre på det på, der er sket, og så må man tage det for det, det er, og så er jeg bare glad for, at det ikke var værre, siger Chris Anker Sørensen.
- Nu håber jeg, at jeg kan komme til Paris, og efter det skal jeg måske have transplanteret noget hud herfra (hånden) og op på lillefingeren. Det skal jeg nok helt sikkert.
- Jeg skal i hvert fald have en doktor til at se på det efter Touren, siger Chris Anker Sørensen.
Stortoni spillede i øvrigt en central rolle på 8. etape af Giro d'Italia i 2010, da Sørensen vandt sin sejr i det italienske løb.