Tirsdag morgen har en voldsom ulykke ramt både en personbil og en varebil, der er forulykket i et harmonikasammenstød.
Det fortæller presse-fotos.dk.
Sammenstødet har været så voldsomt, at personbilen er blevet kastet op på letbanesporet, der går parallelt med vejen.
Her holder bilen nu, mens politi, brandvæsen og ambulancepersonale arbejder på ulykkesstedet.
Hovedstadens Beredskab bekræfter ifølge mediet ulykken i et opslag på X.
Her skriver beredskabet, at de er fremme ved ulykken, som er sket på Nordre Ringvej og Ejbymosevej i Glostrup.
Umiddelbart skulle der ikke være alvorlig tilskadekomst, men bilen holder altså nu til gene på letbanesporet.
Dermed er Letbanen i øjeblikket sat ud af spillet – i hvert fald i det ene spor.
Det fremgår af trafikmeldingen på P4, at den voldsomme ulykke har skabt en del kø, fordi noget af vejen er spærret, mens der arbejdes på stedet.
- Uheldet er sket i retning mod Herlev og giver tæt kø frem mod Slotsherrensvej.
Politi og redning er på stedet. Flere biler er involveret, lyder det.
Hvor længe det vil tage, før vejen er helt genåbnet, er der på nuværende tidspunkt ingen meldinger om.
Den præcise tilstand på de implicerede er også uvist.