Der bliver hverken tid til en shoppingtur på Strøget eller en kold øl i Nyhavn, når den amerikanske præsidentfrue, Michelle Obama, gæster Danmark på et tredages besøg.
Præsidentfruen landede i dag klokken 11.30 i Vilhelm Lauritsen terminalen i Københavns Lufthavn, der bruges til ankomster af statsoverhoveder og andre vigtige personer med stort sikkerhedsopbud.
Derefter gik turen til ambassadeboligen i Skovshoved, hvor hun skal bo. Mange lokale havde stillet sig op foran boligen for at få et glimt af førstedamen, der vinkede til de fremmødte, da hun trillede forbi i bilen.
Senere i eftermiddag mødes hun med medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité, IOC på Mariott Hotel. Og i aften er der stor middag på Hotel Admiral, hvor bl.a. talkshowværten Oprah Winfrey deltager samt godt 300 andre fra Chicago-delegationen.
"Med en stjerne som Oprah i byen, bliver der linet op med rød løber foran Hotel Admiral. Michelle Obama skal dog ikke gå på den røde løber af sikkerhedsmæssige årsager," siger presseansvarlig for Chicago 2016 delegationen, Bettina Kuperman til Newspaq.
I morgen skal den amerikanske førstedame spise frokost med dronning Margrethe, men ellers er der ikke lagt op til hverken shopping eller en tur i Rundetårn.
"Hun er her jo primært for at overbevise IOC-medlemmerne om, at de skal stemme på Chicago," siger Bettina Kuperman.
Udover besøget på Amalienborg skal Michelle Obama i morgen have møde med IOC-præsidenten Jacques Rogge og overvære åbningen af IOC-kongressen i Operahuset.
På Hotel Admiral, der i aften lægger lokaler til den stort anlagte "red carpet dinner", glæder man som over det fine besøg.
"Vi er enormt stolte over det fine besøg. Det er engagerede mennesker, der kommer for at vinde på fredag, og hele arrangementet givet os meget god eksponering," siger Susanne Rübner, der er salgs- og marketingsdirektør hos Hotel Admiral, til Newspaq.
Aftenens menu består for øvrigt af salat af quinoa, artiskokker og hasselnødder med brombær og rødbeder, langtidsstegt oksetyksteg med tomatchutney, fennikel og salviesauc og til dessert klassisk æbletartetatin med vaniljeiscreme.
Fredag bliver det i Bella Centret afgjort, hvilken by, der får værtskabet for OL i 2016. Derefter forlader Michelle Danmark sammen med sin mand, præsident Barack Obama, i Air Force One.