Af Kristina Gjelstrup Villadsen | krvi@avisen.dk
Når danske familier kaster terningerne og dyster om kontanter i banken og de mondæne adresser i det danske brætspil Monopoly, hedder det dyreste felt på brættet ikke København, Århus eller Odense. Det hedder Engesvang, har 2.700 indbyggere og ligger uden for Silkeborg.
Det seneste stykke tid har danskerne kunnet stemme om, hvilke danske byer der skulle med på spillebrættet til det nye Monopoly-spil fra Hasbro. Byen med flest stemmer blev den dyreste by på brættet.
Nu er vinderne fundet, og landets tre største byer er ikke engang på brættet. Det er til gengæld små byer som Østerbølle, Lejre, Aulum og Engesvang, der altså løb med sejren.
Godt for fællesskabet
Det er de stolte af i den lille jyske by.
»Det er fantastisk for byen og for mig som uddeler i byen, at vi har noget at snakke om, når vi mødes. Det er godt for sammenholdet i et lille samfund som vores, at vi er løbet med sejren,« siger Henrik Poulsen, der arbejder som uddeler i Dagli Brugsen i Engesvang. Han er stolt over, at en lille by som Engesvang kunne vinde over langt større byer.
I alt får 22 danske byer en plads på spillebrættet, der vil være i butikkerne fra maj 2008.
Indtil da kan indbyggerne i Engesvang begynde at vænne sig til at bo i Danmarks dyreste by.
I hvert fald på spillebrættet.