Af Rikke Berg | ribe@avisen.dk
Aflevering af børn, arbejde, afhentning af børn, indkøb, madlavning, oprydning, putning og vasketøj. For mange børnefamilier føles hverdagen ofte hektisk. Men der er hjælp at hente.
Danske børnefamilier kan nemlig få besøg af en såkaldt stressekspert, som kan hjælpe med at reducere stressen. Jeanett Bonnichsen, psykolog og direktør i Center for Stress, har således hjulpet flere familier med, hvordan de kan indrette hverdagen anderledes.
»Det kan for eksempel være ved at lave storindkøb, dobbeltportioner af mad og at tillade et lidt mere rodet og beskidt hjem,« råder Jeanett Bonnichsen i magasinet Forældre og Børn.
Hun anbefaler desuden at weekenderne bliver brugt til at slappe af:
»Lad ungerne beholde nattøjet på til op ad formiddagen og nyd bare at være sammen, uden der nødvendigvis behøver foregå en masse ting.«
For nærvær er vigtigere end konstant aktivitet, mener stresseksperten.