Massevis af munke sidder bag tremmer, og demonstrationerne for demokrati er slået ned i Burma. Alligevel er der nu små tegn på, at landets militærdiktatur føler sig presset til at forhandle med demonstranterne.
Generalerne har nu udpeget en minister til at tale med oppositionens frontfigur, Aung San Suu Kyi, der sidder i husarrest i landet. Før demonstrationerne i sidste måned nægtede generalerne og de officielle medier overhovedet at nævne Suu Kyis navn.
»Demonstrationerne har flyttet noget, selvom de blev slået ned. Burma er kommet på verdens agenda igen, og det ved generalerne godt. Bare det, at de nævner hendes navn nu, siger, at noget har ændret sig,« siger den danske ambassadør i Thailand, Michael Sternberg, der netop er vendt hjem fra et besøg i Burma.
Diplomat hopper af
Oppositionen vil gerne snakke med generalerne, men nægter indtil videre at opfylde en række af diktaturets betingelser for et møde – som blandt andet at bede omverdenen om at stoppe sanktionerne mod Burma.
Andre sprækker i diktaturet har vist sig i London, hvor en burmesisk diplomat med 10 års tjeneste i diktaturet er hoppet af, fordi han ikke kunne stå inde for militærets nedskydning af demonstrerende munke.
Ifølge avisen Jakarta Post er der også tegn på intern uenighed i Burmas magtfulde hær. Styret har arresteret fem generaler og 400 soldater, som nægtede at skyde mod munkene, skriver avisen.
Burmas militærjunta slog i slutningen af september hårdt ned på demonstrationer mod styret.
Tusinder af buddhistiske munke demonstrerede mod diktaturet. Tusinder blev fængslet og op mod 200 dræbt.