Af Morten Runge, moru@avisen.dk
Hvis u-landene skal nedbringe CO2-udslippet, så skal de have hjælp fra Vesten.
De skal lære, hvordan man isolerer huse, og de skal forstå, hvordan man bygger vindmøller.
Det er tanken bag en aftale om at overføre grøn teknologi til u-landene, som ifølge flere kilder vil komme i stand på klimatopmødet på Bali.
»Alt tyder på, at det falder på plads. Det er glædeligt, for det har været et af de store stridpunkter,« siger Troels Dam Christensen fra den såkaldte 92-gruppe, der organiserer en række miljøorganisationer.
Men selvom det er skridt i den rigtige retning, er det kun museskridt, mener Verdensnaturfondens klimamedarbejder John Nordbo.
»Det er mest for syns skyld. Man omdirigerer i virkeligheden bare den eksisterende u-landsbistand,« siger John Nordbo.
Al Gore advarer
Ellers var torsdagens store fokus en tale fra USA s tidligere vicepræsident og vinder af Nobels fredspris, Al Gore.
»Vi har ikke råd til at vente længere med at skære ned på CO2,« nærmest råbte Al Gore ud over den tryllebundne forsamling.
Klapsalver til Gore
Han forestillede sig, hvordan verden om nogle år vil se tilbage på topmødet, hvis der ikke kommer et resultat.
»Man vil spørge, hvad tænkte I dog på? Hørte I ikke efter, hvad FN s klimapanel sagde,« brølede Al Gore.
Han sluttede med en sætning, der straks udløste stående klapsalver:
»Det er ikke et politisk valg. Det er et moralsk valg.«