Folk med ildelugtende skjolder og andre pinlige bivirkninger af svedige armhuler kan så småt løfte armene i begejstring.
Et hold forskere fra Aalborg Universitet er gået i gang med at finde ud af, hvordan man ved hjælp af særlige stoffer undgår, at tøj kommer til at lugte af sved.
»Tøj, som vi kender det i dag, kan typisk beskytte os mod regn eller kulde. Med intelligente tekstiler kan man forestille sig tøj, der som et minimum køler dig, hvis du er varm, så du slet ikke begynder at svede,« siger lektor Kim Lambertsen Larsen fra Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi, til Ingeniøren.
Udviklingen af det lugtfrie tøj foregår i samarbejde mellem universitetet og erhvervslivet, og parterne bruger både radiokommunikation, nanoteknologi, sundhedsvidenskab og kemi.
Perspektiverne er meget interessante, mener Kim Lambertsen Larsen.
»Hvis man kunne imprægnere sin t-shirt med medicin mod hudlidelse, eller hvis man kunne tage sin hovedpinetrøje på, når det gør ondt i toppen, så vil det være ultimativ brug af teknologien,« siger han til Ingeniøren og gætter på, at tøj også en dag vil kunne kalde op til alarmcentralen, hvis ejerens hjerte begynder at slå ude af takt.