Det bliver ikke noget totalt rygeforbud i Danmark. Til gengæld bliver reglerne på offentlige og private virksomheder ens. Fremover er det kun tilladt at ryge på arbejdet i særligt indrettede lokaler og på enkeltmandskontorer.
»Regeringen havde lagt op til at skelne mellem offentlige og private arbejdspladser. Vi har nu sagt, at en arbejdsplads er en arbejdsplads,« sagde sundhedsminister Lars Løkke Rasmusen (V), da han kom ud fra forhandlingerne om en ny rygelov.
Derudover var en af de største forandringer i forhold til regeringens udspil, at grænsen for, hvor lille en beværtning må være, før den selv bestemmer sin egen rygepolitik, er sat ned til 40 kvadratmeter. På større restauranter og værtshuse må gæsterne gå ind i et andet lokale eller udenfor for at tilfresstille behovet for en cigaret. Alla partier i Folketinget med undtagelse af De Radikale står bag aftalen.
Kort inden forhandlingerne var afsluttet forlod den radikale sundhedsorfører mødet.
»Det er for slapt det, der ligger nu. Det bliver muligt at ryge på arbejdspladser i hjørner og kontorer. Vi tænker også på dem, der skal gøre rent,« sagde Charlotte Fischer (R).
Ikke-rygerne kan også se frem til, at det bliver forbudt at ryge i offentlige transportmidler. Dagplejemødre må gerne tænde en cigaret i deres eget hjem, men det må ikke ske, mens børnene er der og slet ikke i det rum, der er indrettet til børnene.