Prøver du at logge på MitID i morgen for at gå på netbank eller bestille tid ved lægen, kan det være, du bliver afvist. Det kan skyldes den telefon, du sidder med i hånden.
Fra den 28. maj vil det nemlig ikke længere være muligt at benytte MitID, hvis man bruger telefoner, der er ældre end iPhone 6S og Android 9.
MitID gennemgår løbende opdateringer til telefoner for at minimere risikoen for svindel, men da de gamle telefoner ikke længere opdateres, kan de ikke længere bruges.
Der er dog ingen grund til at smide den gamle telefon ud, hvis du er glad for den. På MitID’s hjemmeside kan du bestille en gratis kodeviser, så du fortsat kan logge på app’en.
Herunder finder du en guide til, at finde ud af om din mobiltelefon kan håndtere MitID efter den 28. maj.
Android:
- For at finde ud af hvilken version af Android din telefon kører, skal du åbne din enheds "Indstillinger".
- Herefter skal du rulle ned og trykke på "Om telefon" eller "Om enhed". Tryk på "Softwareoplysninger". Her vil du se din Android-version under Android-version.
iPhone:
- Her skal du åbne "Indstillinger" på din iPhone og vælge "Generelt".
- I punktet "Om" kan du i iOS-version se hvilken softwareversion, der aktuelt er installeret på din iPhone.