Byggegrunde svarende til en halv Ørestad er taget af markedet, og milliondyre lejligheder kan hverken sælges eller lejes ud, skriver Berlingske Tidende.
Kun de bygninger i Ørestad og langs havnefronten, hvor spaden allerede er sat i jorden, bliver i bedste fald bygget færdige. Resten af grundene kommer til at ligge hen som brakmarker i årevis, mens recession, bolig- og finanskrise holder boligpriserne i bund.
"Vi har ingen grunde til salg, for der er ikke noget marked i bevægelse i øjeblikket. Det er ærgerligt, men det er sådan, det er," siger Jens Kramer Mikkelsen, direktør for By og Havn, som ejer grundene i udviklingsområderne.
Det er primært Ørestaden, der vil se et stop i udbygningen, men også områder ved Københavns Havn er sat på standby. Det gælder f.eks. Teglværkshavnen og Enghave Brygge i Sydhavnen.
Hertil kommer, at der ikke er købere til en meget stor del af de boligblokke, der allerede er bygget. For eksempel er der kun solgt under 20 af 80 lejligheder i det prisbelønnede VM Bjerget i Ørestad.