Det er ikke ufarligt at få danskerne til at se yngre ud.
Alligevel hersker der en nærmest lovløs tilstand på landets skønhedsklinikker, hvor flere og flere danskere får foretaget botox-indsprøjtninger og laserbehandlinger, der skal udsætte deres ældningstegn. Det skriver Politiken.
Det skal være slut nu, mener Sundhedsstyrelsen, der netop har sendt en bekendtgørelse om kosmetisk behandling i høring. Planen er, at alle klinikker og behandlere fra 1. september skal godkendes og registreres, før de må udføre også helt simple kosmetiske behandlinger. Derudover skal det være forbudt at behandle patienter under 18 år, ligesom det skal være lettere for utilfredse kunder at klage over behandlingen.
Kontorchef i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons, siger, at der er alt for mange tilfælde af hudskader på grund af klinikkernes fejlbehandling. Sidste efterår indsamlede hudlægerne i Dansk Dermatologisk Selskab på ti dage 35 eksempler på fejlbehandlinger. Der var tale om grimme ar og eksempler på, at behandlere havde overset forstadier til hudkræft.