Glubske læger i Bulgarien får nu en opsang fra landets ambassadør i Danmark. Den billige charterrejse er nemlig blevet til en dyr fornøjelse for mange danske turister, fordi lokale læger tager uhørt høje priser for simple behandlinger.
Ambassadøren har henvendt sig til en række ministerier i Bulgarien og bedt dem sætte en stopper for lægernes griskhed, efter at SOS International, der håndterer den offentlige sygerejseforsikring, har klaget.
"Vi har set eksempler på, at lægerne sender fakturaer for behandlinger, der aldrig har fundet sted, eller man får alt for meget medicin, som man slet ikke har brug for," siger SOS Internationals nordiske skadechef, Søren Hedegaard Madsen, til Newspaq.
Han er derfor glad for, at ambassadøren tager sagen op i sit hjemland.
"Det er meget positivt. Jeg har netop sendt ham en invitation, så vi kan få snakket om, hvordan vi får stoppet, at syge danske turister bliver truet med skyhøje regninger og trusler om inkasso og retssager."
Men Bulgarien er ikke det eneste sted, hvor lægerne tillader sig at tage over 3.000 kroner for noget så simpelt som at behandle tre vabler.
"Vi oplever lignende sager under opsejling på Grand Canaria og i Tyrkiet. Så der vil vi sætte ind med samme tiltag, som vi nu gør i Bulgarien," siger Søren Hedegaard Madsen.