Få klik på Røde Kors hjemmeside.
Og vupti.
Op springer ansættelseskontrakten for den nyudnævnte generalsekretær, Anders Ladekarl.
Her kan man læse alt om topchefens ansættelsesforhold og ikke mindst, at han tjener 83.096 kroner og 38 øre om måneden inkl. pension og et tillæg på 8.065 kroner, der skal dække alt overarbejde, rejsetid og ophold i udlandet.
- Vi vil gerne være totalt åbne omkring Anders Ladekarls ansættelseforhold efter den kontrovers der har været om Jørgen Poulsen. Vi vil være sikre på, at det ikke gentager sig, så der er ingen skjulte dagsordner, siger pressechef Hans Beck Gregersen til Avisen.dk.
Den tidligere generalsekretær Jørgen Poulsen forlod posten efter et bittert opgør om en fratrædelsesordning - en strid der endte med et forlig, hvor Jørgen Poulsen fik udbetalt 750.000 kroner.
Men nu er det slut med bonus til chefen, siger pressechefen.
- Der står ikke noget om noget gyldent håndtryk i den her kontrakt, siger Hans Beck Gregersen.
Ifølge ansættelseskontrakten kan Anders Ladekarl blive siddende indtil han fylder 70 år med mindre han bliver opsagt i stillingen med seks måneders varsel eller selv siger op med tre månedes varsel
Her kan du se generalsekretærens kontrakt.