De smagte meget bedre end deres navn, men det har ikke været nok til at redde BonBon-bolsjerne fra en brutal død på det danske slikmarked.
De populære bolsjer er et efter et forsvundet fra jordens overflade, og de har taget deres navne med sig i graven: Ørevoks, hundeprutter, mågeklatter, tissebleer, kloakslam og andemad.
Faldende salg
Toms, der har overtaget produktionen af BonBon-bolsjer, har nemlig udfaset en del af sortimentet igennem årene, og i dag er det umuligt at købe dem, selv i forlystelsparken BonBon-land.
Det har åbenbart fået vrede danskere til tastaturet. Ifølge Jesper Møller, administrerende direktør i Toms, er det en overreaktion, for danskerne er nemlig holdt op med at købe bolsjerne og det har givet faldende salgstal.
»Det hele er kørt lidt af sporet. Der er nærmest en boykot-stemning imod Toms. Men en afstemning har vist, at kun ni procent vil købe bolsjerne. Vi er jo ikke ondsindede. Det er en simpel kommerciel beslutning,« siger Jesper Møller.
Aha! Du siger altså, at danskerne får det slik, vi fortjener?
»Det kan man godt sige. Hvis de havde købt produkterne hele tiden, havde vi ikke taget dem ud af produktion. Måske har konceptet med navnene overlevet sig selv. BonBon har haft sin tid,« siger Jesper Møller.
Opfinderen Michael Spangsberg er ked af, at hans bolsjer nu ikke hænger i kiosker i hele landet.
Sørgmodig afsked
»Det er ikke i mine hænder mere, og ting opstår og ting forgår,« konstaterer han sørgmodigt til ekstrabladet.dk.
Det var opfinderens søn, der er ophavsmand til navnet Hundeprutter. Drengen så de brune bolsjer og udbrød:
»Ad, det ligner hundeprutter. Og de er klamme.«
Og således blev det. Men efter mange år på toppen, begyndte det ar gå ned af bakke for bolsjerne.