Sangen fra den ottefoldige Oscarvindende film Slumdog Millionaire skal nu hjælpe kongrespartiet til valgsejr i Indien.
Sangen 'Jai Ho', hvis titel på hindi betyder 'Lad der blive sejr', skal ifølge Reuters spilles under politiske begivenheder for kongrespartiet i byer og landsbyer på tværs af verdens mest folkerige demokrati med 714 millioner vælgere.
"Hvis der er et parti, der fortjener, at sangen bliver spillet under kampagen, er det kongrespartiet på grund af dets image," siger talspersonen Manish Tiwari til Reuters.
Indiens politiske opposition tvivler dog på, at sangen vil have en særligt positiv effekt på vælgerne.
"Sangen vil sikre kongrespartiet valgnederlag, fordi den vil minde enhver inder om, at millioner af mennesker er tvunget til at bo i slum på grund af fejlslagen politik," siger Prakash Javdekar, en af lederne i den hindu-nationalistiske opposition Bharatiya Janata Party (BJP).
Inden filmen Slumdog Millionaire vandt otte Oscars, var der mange protester mod filmens titel, som mange indere finder fornærmende, og skildringen af livet som fattig inder og behandlingen af den nederste gruppe i kastesystemet.