AaB ligner det bedste bud på en dansk mester. F.C. København spiller ganske enkelt ikke godt nok i øjeblikket til at true aalborgenserne. De seks point, som skiller FCK og AaB efter 23. runde, virker som en uoverkommelig opgave for de forsvarende mestre de to holds nuværende form taget i betragtning.
»Vi spiller mildt sagt ikke ret godt i øjeblikket. Det er jo ikke ret svært at se. Alligevel er jeg fortrøstningsfuld, for der er masser af point at spille om,« sagde Ulrik Laursen efter kampen Han roser samtidig mesterskabskonkurrenterne i høje toner.
Gør det ikke nemt
»Det er jo fantastisk, at AaB bliver ved med at vinde. Det gør det ikke ligefrem nemt for os. Vi må bare håbe på, at det på et tidspunkt bliver muligt at hale ind på dem. Og der skal vi være klar,« siger han.
F.C. København synes at mangle en mand, der tager det overordnede ansvar på banen. Det medfører, at opspillet ofte baseres på den enkelte spillers individuelle præstationer. Og det skaber uro i defensiven. Noget, som Petter Furuseth nød godt af i københavnernes højre side.
»Libor Sionko lå meget langt fremme, og det gav mig temmelig meget plads bag ham. Det var jeg lidt overrasket over. Men først og fremmest synes jeg, at hele vores hold løber rigtig godt for hinanden. Det er hovedårsagen til, at vi fik den plads. Særligt før pausen,« konstaterede kampens første målscorer.
Et stykke op
FC Midtjylland skal i ugen, der kommer, spille pokalsemifinale mod Brøndby, inden holdet på søndag tørner sammen med AaB. En kamp, hvor en sejr kan genoplive gulddrømmene på heden.
»Vi slog OB sidste weekend og F.C. København i dag. Vi er inde i en god rytme, og selvfølgelig kan vi slå AaB også. Men at tale om mesterskab lige nu giver ikke rigtig mening. Der er mange kampe tilbage, og vi har et stykke op. Så lad os tale om guldchancer om fire-fem runder,« sagde kampens anden målscorer Mikkel Thygesen efter sejren.