Storklubben AC Milan fik lørdag aften en tiltrængt sejr i den italienske Serie A.
Fodboldklubben fra Milano vandt hjemme med 1-0 over Sampdoria og hentede dermed den blot anden sejr af seks mulige i ligaen.
Den slovenske offensivspiller Valter Birsa afgjorde kampen tidligt i anden halvleg.
Han modtog bolden lige uden for straffesparksfeltet og udplacerede Junior da Costa i Sampdorias mål med et skud helt ude ved stolpen.
Det var Valter Birsas første scoring for AC Milan, der manglede profiler som Stephan El Shaarawy, Kaka og karantæneramte Mario Balotelli.
Sampdoria havde som sædvanligt ikke danske Simon Poulsen med i truppen.
AC Milan har otte point, mens Sampdoria kun har to point.
Tidligere lørdag vandt Napoli 2-0 ude over Genoa på to mål af Goran Pandev.
Napoli topper Serie A med 16 point for seks kampe.
Søndag kan AS Roma dog tage førstepladsen tilbage, når klubben møder Bologna hjemme.
Roma har vundet sæsonens første fem ligakampe.
/ritzau/