Slovenien leverede en stor kamp, da holdet tirsdag aften besejrede Spanien i mellemrunden ved EM i håndbold.
Slovenien sejrede med cifrene 31-26 i Varazdin, et resultat der sender Danmark tættere på avancement fra mellemrundens gruppe 2.
Slovenien har tre point før holdets sidste kamp mod Tjekkiet, mens Spanien har fire point før den afsluttende kamp mod Tyskland.
Danmark topper gruppen med seks point og kan indløse en plads i semifinalen senere tirsdag, hvis resultatet af kampen mellem Tjekkiet og Makedonien flasker sig.
Slovenien var bedst i begyndelsen af kampen mod spanierne og kom foran 5-2.
Senere gjorde fire scoringer af Spanien på stribe stillingen til 8-6 i spansk favør, men Slovenien fik hurtigt fat igen i den underholdende og intense første halvleg.
Sloveniens Borut Mackovsek stod for halvlegens sidste scoring, da han flyvende udnyttede et vip til at score til 13-12.
Spanien kom for alvor på hælene, da Slovenien i begyndelsen af anden halvleg scorede fire mål på stribe og kom foran 20-15.
Det formåede spanierne aldrig at komme sig over.
Cirka ti minutter før tid røg Spaniens Viran Morros ud efter at have pådraget sig sin tredje tominutters udvisning, og slovenerne kørte sejren i hus.
Som sædvanlig gik slovenerne forrest i det fysiske spil, hvilket kostede otte tominutters udvisninger til holdet.
/ritzau/