En time om året slukker millioner af mennesker verden over lyset for at sende et symbolsk signal til magthaverne og gøre opmærksom på klimaforandringerne.
Det svenske kongehus har også taget aktivt stilling i debatten og slukkede noget af lyset på sine slotte rundt om i Sverige lørdag aften.
Det viser kongehuset på sin officielle hjemmeside og uddyber sin beslutning om at trække stikkene:
- Vi markerer "Earth Hour" ved at slukke projektørerne på de kongelige slotte, skriver det svenske hof og understreger:
- Klimaforandringerne skal tages alvorligt, og det er en vigtig, symbolsk gestus at slukke lysene under "Earth Hour".
Praktisk betød det, at det svenske kongehus lørdag aften mellem klokken 20.30 og 21.30 slukkede projektørerne på Stockholms Slot, Drottningholms Slot, Strömsholms Slot, Ulriksdals Slot og Gripsholms Slot.
Der er ellers kutyme for, at europæiske kongehus ikke udtrykker deres holdninger offentligt, men under "Earth Hour" har det svenske kongehus altså taget aktivt stilling.
Også Eiffeltårnet i Frankrigs hovedstad, Paris, operahuset i den australske storby Sydney og paladset i Thailands hovedstad, Bangkok, tog del i årets "Earth Hour" og slukkede lyset.
/ritzau/FOKUS