Prinsesse Benedikte måtte tirsdag morgen haste hjem til Berleburg, da hendes mand, prins Richard, mandag afgik ved døden i en alder af 82 år.
I en pressemeddelelse har det danske kongehus meddelt, at Richard døde pludseligt, men uddyber ikke, hvad han døde af.
Foto: Scanpix
Det gør til gengæld bestyreren og direktøren på slottet i Berleburg, Johannes Röhl. Til Westfalenpost fortæller han således, at prinsen "sov fredeligt ind".
Prins Richard har tidligere lidt af kræft, men har fortalt, at han var kommet sig over sygdommen.
Prinsesse Benedikte, som han er gift med, var ikke ved hans side, da han døde. Hun var nemlig på officielt besøg i Danmark, hvor hun blandt andet deltog i Dansk Varmblods Hingstekåring og åbningen af Copenhagen International School.