Retssagen mod Ratko Mladic måtte torsdag formiddag afbrydes ved FN's krigsforbryderdomstol, efter den tidligere militære leder for de bosniske serbere følte sig dårlig.
Vagter ved domstolen i Haag har kørt ham på hospitalet, hvor hans helbred skal undersøges.
- Han beklagede sig over, at han følte sig sløj under afhøringen, så retsmødet blev udsat, oplyser en talskvinde for krigsforbryderdomstolen, der varetager retsopgøret efter den fire år lange krig i det tidligere Jugoslavien og den senere konflikt i Kosovo.
- Han er blevet tilset af domstolens sygeplejerske, og der blev truffet beslutning om at sende ham på hospitalet, siger talskvinden.
Det er planlagt, at retssagen genoptages fredag, hvis Mladic er i stand til det.
Mladic er tiltalt for folkemord og en række andre krigsforbrydelser, heriblandt at have foranstaltet en massakre på op mod 8000 muslimske drenge og mænd i byen Srebrenica i sommeren 1995.
/ritzau/Reuters