Formentlig har alle prøvet at smide noget usundt op på båndet i supermarkedet, fordi vi er blevet fristet af det lokkende slikudvalg ved køen. Men det er absolut ikke derfor, at danskerne i disse år i stigende grad er i gang med at æde sig halvt fordærvede.
Det er derfor et letkøbt reklamefremstød fra den nye familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K), når hun er på banen med et forslag om at fjerne slikket fra kasselinjen i landets supermarkeder.
Der er nemlig mange andre og langt mere tungtvejende grunde til, at danskerne bliver federe og federe, og dér burde familie- og forbrugerministeren sætte ind.
Vi bevæger os simpelthen for lidt og har alt for dårlige kostvaner. Det ville derfor klæde ministeren, hvis hun i stedet arbejdede for at sænke momsen på frugt og grønt og andre sunde varer.
Det ville også være bedre, hvis ministeren arbejdede for at give danske børn og unge bedre muligheder for at røre sig i fritiden.
Og det ville klæde Carina Christensen at arbejde aktivt for at give danske børn og unge i skoler og institutioner et dagligt, ordentligt måltid mad og på den måde præsentere børn for andet end pomfritter og bagerbrød.
At fjerne gajoler, chokoladebarer og tyggegummi fra kasselinjen er et slag i luften.