Du kan få et glas med A-vitaminer. En pakke cornflakes. En burger, en kage, en ost. Sågar den nyeste håndcreme.
Alt kan købes i butikker over det meste af den muslimske verden, og intet vil genere dit forhold til Allah. Det er nemlig halal ¿ tilladt.
Fra store danske virksomheder lyder det samstemmende, at muslimernes interesse for halal-produkter stiger støt.
Stigende interesse
»Vi mærker en stærk interesse fra den muslimske verden for tiden. Derfor bliver flere og flere af vores produkter også halal,« siger site manager hos kosttilskudsproducenten BASF, Preben Sørensen.
BASF producerer således halal-vitaminer, der ender på hylderne i den muslimske verden i form af cremer, kosttilskud eller fødevarer.
Men det er ikke alle, der uden videre kan få det muslimske blåstempel.
Alt skal godkendes
Alle produkter skal godkendes af særlige muslimske kontrolgrupper, der rejser verden rundt og udsteder certifikater til vestlige virksomheder.
Og hos Novozymes har man for at lette dialogen med kontrolgrupperne ansat en såkaldt halal-koordinator. Og han har travlt.
»Det går stærkt lige nu. Der er ingen tvivl om, at det er en meget stor forretning for os at kunne producere halal,« siger halal-koordinator Jes Knudsen.
Novozymes har fået godkendt deres produktion af enzymer, fordi de ikke bruger råvarer fra dyr.
Og det er et hit i den muslimske verden, hvor det ender i brød, kager, slik, juice, saft eller ost.
Ifølge halalforsker på RUC Johan Fischer skyldes interessen, at der er så mange penge på spil.
»Det er virksomhederne ved at få øjnene op for,« siger han.
Og så må man jo tænke kreativt. Som for eksempel den malaysiske bilproducent Proton, der forleden afslørede planerne om at lave en bil specielt for muslimer.
Så er der altid plads til Koranen i handskerummet, og bilens kompas vil aldrig være i tvivl om retningen til Mekka.
Halal betyder tilladt på arabisk. I arabiske lande bruges det om alt, der er tilladt.
I
vestlige lande refererer det primært til muslimske madregler - der
siger, at man blandt andet skal undgå svin og kødædende dyr.