Opdateret kl. 10:36
En lastbilchaufførs hårde opbremsning på vestbroen over Storebælt lørdag aften, betød at Storebæltsbroen var spærret i vestlig retning det meste af natten til søndag.
Lastbilens trailere var fulde af minkfoder, der mest består af fiskerester og indvolde. Ved opbremsningen skvulpede noget af det over og fedtede hele vejbanen ind.
Fem biler, der kom kørende efter lastbilen, skøjtede rundt i minkfoderet og kørte galt.
- En pige på halvandet år er kommet til skade, men jeg kender ikke nærmere til hendes tilstand, fortæller Lars Fredensborg, der er vagtchef ved Fyns Politi søndag formiddag.
De biler, der befandt sig på broen blev lukket igennem, men derefter blev begge vejbaner i vestlig retning spærret. De forulykkede biler skulle fjernes og vejbanen spules ren.
Det medførte lange køer på Sjælland, men tidligt søndag morgen kunne broen åbnes, og trafikken kører igen normalt.
Politiet advarer dog om, at kørebanen på vestbroen fortsat er glat. Bilister skal derfor holde god afstand til forankørende og respektere hastighedsbegrænsningen på 50 km/t.
Samtidig advares bilister, der har passeret vestbroen i vestlig retning, på Twitter om, at minkfoderet kan klæbe til dækkene og forringe deres vejgreb.
Lastbilchaufføren, som spildte minkfoderet, der førte til uheldene og dermed lukningen af broen, opdagede ikke, hvilket kaos hans opbremsning medførte.
Han fortsatte over broen og nåede til Vestfyn, før han blev stoppet af politiet.
/ritzau/