Familiens sorte får skal også have et kort på sin fødselsdag. Derfor har et amerikansk firma lanceret lykønskningskort, der kun er målrettet folk bag tremmer.
Firmaet Three Squares Greetings har succes med julekort, der bærer udsagn som: »Du er måske bag tremmer, men du er stadig familie«. Eller fødselsdagskort med ordene: »Forhåbentligt betyder et år ældre også et år klogere for dig«.
Kvinden bag firmaet, advokat Terrye Cheathem, fik ideen, da hun ikke selv kunne finde et egnet kort til en fængslet slægtning.
»Det er svært at udtrykke følelser, når et familiemedlem eller en bekendt er arresteret. Vores mission er at gøre det lettere at kommunikere med dem, man elsker,« skriver hun på firmaets hjemmeside.
Kort til millioner
Målgruppen for kortene vokser hurtigere, end posten kan nå at bringe dem ud. Ifølge en undersøgelse fra organisationen Pew Center er antallet af fængslede amerikanere rekordstort. Én ud af 100 voksne amerikanere sidder i dag i fængsel, og det er verdensrekord. Selv tv-stationen CNN har nævnt de nye fødselsdagskort til fanger, og kortene er da også populære.
»Det er en fantastisk måde at bryde isen på og lade nogen vide, at du tænker på dem,« skriver en kunde, Katrina Campbell, på firmaets hjemmeside.
Flere fængsler tilbyder også nogle af firmaets kort, som fangerne kan sende til pårørende. Kortene fra fangerne kan for eksempel sige »Tak for besøget«, »Tak for at du dukkede op i retten« eller ganske enkelt bare: »Tak for pengene«.