For nylig fik guitaristen Slash en plads i Rock n' Rolls Hall of Fame i Cleveland i Ohio. Efter sine mange års tro tjeneste i blandt andet bandet Guns N' Roses har han nemlig stjernestatus som få.
Det vil han nu udnytte til at give andre muligheden for at blive kendte for deres musik, skriver wenn.com.
Derfor har han givet 20 bands muligheden for at opvarme for ham, inden han går på scenen på den soloturné, han netop har sparket i gang i Nordamerika.
Bands, der endnu ikke har fået en pladekontrakt, kan indsende musik, og Slash udvælger personligt dem, der skal have lov at varme op for ham i de forskellige byer.
- Lige nu er det meget svært for de unge at starte deres egne bands. Der er ikke nogen lige vej.
- Der er mange gode muligheder, og der er mange forskellige måder at gøre det på. Der er flere muligheder end før, men det er alt eller intet. Man må bare tage chancen, siger Slash, der arbejder sammen med den amerikanske guitarforhandlerkæde Guitar Center om projektet.
Bands som Kiss og Mötley Crüe har før gjort det samme.