Som formand for Motions- og Ernæringsrådets har professor Bjørn Richelsen modtaget penge fra to store medicinalfirmaer, der producerer slankepiller. Og samtidig har han udtalt sig positivt om pillerne, uden at fortælle, at han var lønnet af firmaerne, skriver avisen 24Timer torsdag.
Bjørn Richelsens har i flere år modtaget forskningspenge fra medicinalfirmaerne Roche og Sanofi-Aventis, der producerer slankepiller. Og uden at fortælle, at han var på deres lønningsliste, har han udtalt sig positivt om pillernes virkning på overvægtige. Han erkender, at han har modtaget penge, men understreger, at det har været til forskning og ikke til ham personligt.
Sundhedsordfører for Det Radikale Venstre, Charlotte Fischer, mener dog, at interessekonflikten bør koste Bjørn Richelsen sit formandskab i Motions- og Ernæringsrådet.