Ny pille mod fedme er for farlig for amerikanerne, men danskere må gerne bruge den nye pille til at tabe et par ekstra pund.
Af Ulla Gunge
ulgu@avisen.dk
@BRØD:Den nye pille mod fedme – Acomplia – er for farlig til, at amerikanere må spise dem.
Risikoen for depressioner og selvmord er for stor. Men overvægtige danskere må gerne spise slankepillen med de mange bivirkninger.
De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, vil ikke lade fede amerikanere fylde sig med den første nye reelle medicin mod fedme, Acomplia. Imens er lægemidlet godkendt i Danmark, skriver Jyllands-Posten.
Farlige bivirkninger
Selv om det kan være nok så sundhedsskadeligt at være fed, er det endnu værre at blive ramt af slankepillernes bivirkninger, som blandt andet tæller depressioner og selvmordstanker.
Derfor har samtlige 14 medlemmer i FDA’s panel for godkendelser af lægemidler stemt imod at slippe pillerne ud på markedet.
Men i EU - herunder Danmark - er det helt i orden at slanke sig med Acomplia.
»Vi er bekendt med de bivirkninger, det amerikanske panel peger på. Af samme grund krævede vi fra EU’s sundhedsmyndigheders side oplysninger til både læger og patienter om, at der er en risiko for depressioner, og at man ikke bør behandle patienter med psykisk sygdom med Acomplia,« siger overlæge Steffen Thirstrup fra Lægemiddelstyrelsen.
Pillen undersøges
Producenten bag pillerne, Sanofi-Aventis, har i sine forsøg med lægemidlet forsøgt at undgå testpersoner med tendens til depression. Alligevel er der en overvægt af psykiske problemer blandt pillebrugerne.
I næste uge bliver sagen om Acomplia taget op i det europæiske lægemiddelagentur, EMEA. Her vil det blive vurderet, om de amerikanske eksperter ligger inde med viden om slankepillen, som europæerne ikke kendte, da de blåstemplede lægemidlet. Samtidig vil man undersøge, om oplysningerne om bivirkninger til patienten er tilstrækkelige.