Klokken syv i aften kan du logge dig på Skype og deltage i den første danske massehypnose for at tabe sig over nettet. Det kræver blot et sæt hovedtelefoner og et webcam.
»Selvom folk sidder ti forskellige steder i Danmark, så kan jeg sagtens hypnotisere dem alle. Med stemmen griber man ned i folks underbevisthed, om de sidder i Aabenraa eller Aalborg, og fortæller, at de skal leve sundt,« siger Poul Huvendick, der er Danmarks eneste slankehypnotisør – altså både uddannet slankekonsulent og hypnotisør.
Begge dele vil indgå i slankehypnosekurset, hvor man først vil få en times eneundervisning og derefter to timers gruppeterapi via nettet.
I aften er det dog blot et gratis introkursus.
Slutter af med latter
»Først tager jeg fat i hver enkelt, så vi kan tale om årsagen til deres overvægt. Så kan jeg nemlig gribe fat i problemet via hypnosen. Efter første time er man klar til at indgå i hypnosegruppen, hvor man altså sidder ved computere forskellige steder i Danmark,« siger Poul Huvendick.
En del af kurset er almindelige kostråd, hvor Poul Huvendick vil bruge sin slankeuddannelse.
Og så afviser han ikke, at det hele ender med et godt grin, for han er nemlig også latterinstruktør.
»12 minutters grinetur kræver lige så meget energi som en times løb,« siger Poul Huvendick.
Interesserede kan tilmelde sig på hjemmesiden weightclub.dk.