Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Mens millioner af danske smågrise fosser ud af landet for at blive fedet op, slagtet og forarbejdet af tyske slagteriarbejdere, og danske politikere har ansigtet i tænksomme reformfolder, tager slagteriet Danish Crown nu sagen i egen hånd. Helt konkret hæver de basisvægten med 4 kg pr gris fra begyndelsen af 2014. Effekten ved at øge vægten er ifølge CEO for DC Pork Jesper Friis en bedre indtjening for DC og slagteriets ejere, landmændene, fordi svineproducenternes vil afregnes højere og der vil komme en større mængde råvarer til slagterierne.
- Markedet har udviklet sig, så det er blevet muligt for Danish Crown at sælge lidt tungere delstykker, og det potentiale skal udnyttes. Danish Crowns vægtgrænser styres af afsætningssituationen, og vi ser en mulighed for at afsætte de lidt tungere delstykker som f.eks. brystflæsk, siger Jesper Friis.
14 kr. mere pr. slagtesvin
Udregninger fra Landbrug & Fødevarer, svineproduktion viser, at hvis den gennemsnitlige slagtevægt hæves med 4 kg., betyder det et forbedret dækningsbidrag på 8 kr. pr. smågris og 14 kr. pr. slagtesvin.
-Mens vi venter på, at anbefalingerne fra Natur -og Landbrugskommissionen og regeringens Vækstteam for fødevarers anbefalinger bliver realiseret, er dette et godt skridt på vejen til at skaffe bedre indtjening, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.
Han håber, at den øgede slagtevægt sammen med efterårets initiativ mellem NNF og DC vil få Christiansborg til at speede arbejdet med anbefalingerne op, så råvaregrundlaget kan øges og der kan komme flere grise til slagtegangene.
-Jo hurtigere vi får øget råvaregrundlaget og forbedret konkurrenceevnen, des hurtigere kan vi realisere det enorme eksportpotentiale og sikre vigtige danske arbejdspladser, siger Søren Gade.
Pressehenvendelser kan ske via Landbrug & Fødevarers presseafdeling på 33394520
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.