580 slagterimedarbejdere hos Danish Crown fik i går besked på, at de efter sommerferie står uden arbejde.
Fyringerne giver en besparelse på 300 millioner kroner. Men der skal findes yderligere besparelser for et tilsvarende beløb, lyder beskeden fra slagterikoncernens ledelse.
Derfor frygter slagteriarbejderne, at fyringsrunden ikke bliver den sidste.
"Det skaber så igen en stor frustration og utryghed, og nogle begynder at spørge, om det her bare er første etape," siger Tom Jensen, der er fællestillidsmand for slagteriarbejderne i Esbjerg, til P4 Esbjerg.
Det er slagteriet i Esbjerg, som bliver hårdest ramt. Her skal 328 fyres, fordi aftenholdet lukkes.
Derudover fyrer Danish Crown 192 ansatte i Rødding, 35 i Skærbæk, 14 i Horsens og 10 i Blans ved Sønderborg.
Nogle af arbejdspladserne vil blive genetableret - i udlandet.