For seks år siden satsede René Engskov ikke kun sit hus og sin pensionsopsparing. Han slagtede også datterens børneopsparing og købte det kriseramte medicofirma Sahva.
I dag viser det sig, at have været hele satsningen værd.
Ifølge mediet Medwatch har selskabet netop præsteret sit femte tocifrede millionoverskud i træk.
Da René Engskov købte den tabsramte virksomhed af den tidligere ejer Tryghedsgruppen var han administrerende direktør for firmaet, og havde i en årrække trimmet virksomheden ved blandt andet at gennemføre adskillige fyringsrunder.
- Det var i en periode, hvor jeg havde mange søvnløse nætter, og jeg valgte så at sætte alt på et bræt. Nu måtte det briste eller bære, siger René Engskov til Medwatch.
Og det lykkedes at få vendt skuden. Sidste år voksede omsætningen til 294 millioner kroner, og der stod 14,7 millioner kroner på bundlinjen.
I dag beskæftiger Sahva, der producerer benproteser, bandager og skoindlæg, knap 300 ansatte og har 40 klinikker.