Selvom Marlon Brando har været død i seks år, findes der stadig folk, der slås for at have hans krop tæt på sig. Eller rettere: hans aske.
Lige nu er der et stort juridisk slagsmål i gang over retten til legendariske skuespillers sidste jordiske rester, skriver den amerikanske hjemmeside TMZ.
Retten til asken fra den afdøde Godfather tilfaldt i første omgang hans søn Christan Brando. Men han døde tilbage i 2008, hvorefter hans kæreste Donna Lopez Geon tog de fleste af hans ejendele i sin besiddelse. Heriblandt også resterne af hendes verdensberømte, afdøde svigerfar.
Men den går ikke, mener Christians mor, Anna Kashfi, der var gift med Marlon Brando indtil 1959. Hun har nu lagt sag an for at få 'Dommedag nu'-stjernen tilbage i urneform.
Men kæresten til Brandos søn nægter af give slip på klenodiet.
"Christian var ikke tæt knyttet til sin familie, og han ville ikke have ønsket, at hans mor eller nogle andre skulle have hans ejendele, når han var død," siger Donna Lopez Geon til hjemmesiden.
Da hun fandt ud af, at stjernens ekskone var ude efter klenodiet, spredte hun i stedet noget af asken ud over Franklin Canyon i Beverly Hills, fordi "Marlon elskede det sted", fortæller hun.