Slagelse er stadig ubesejrede i den bedste danske håndboldliga. Søndag eftermiddag trak de sig endnu engang sejrrigt ud af et topopgør mod Viborg HK med cifrene 32-29.
Det var som altid et både tæt og intenst opgør, da kvindeligaens nummer et og nummer to søndag eftermiddag tørnede sammen. Kampen blev dog mere rodet end velspillet, og det var i flere situationer tilfældigheder eller fejl fra modstanderens side, der var baggrunden for de relativt mange scoringer i løbet af kampen.
I perioder af kampen måtte man sågar stille sig selv det spørgsmål, om kaste-gribe øvelser var noget, der burde genindføres ved de daglige træninger.
Men selvom spillet ikke rigtigt kørte for nogen af holdene, var der alligevel flere af spillerne, der holdt niveau. Blandt andet leverede Cecilie Leganger i Slagelses mål som altid en gedigen indsats, mens kollegaen i det modsatte mål Louise Bager Due i hvert fald i første halvleg fulgte godt med i redningsprocenter.
Desuden var Bojana Popovic mere end klar fra anden halvlegs start og fik sat en lang række vigtige scoringer ind hos sin kommende arbejdsgiver, Viborg HK. Mon ikke Viborg i den forbindelse ser frem til at få Bojana Popovic over på deres side i næste sæson.
Slagelse havde fra kampens start et lille overtag, men formåede i første halvleg ikke at trække afgørende fra Viborg, der kunne gå til pause bagude med blot et enkelt mål ved stillingen 14-15.
Især Bojana Popovic var afgørende for, at Slagelse fra anden halvlegs start igen kunne trække fra gæsterne. Og allerede efter små fem minutter var Slagelse således igen oppe på en firemåls-føring ved 19-15. Og denne gang formåede Viborg ikke at hente hjemmeholdet.
Således lykkedes det heller ikke i Viborgs andet møde med Slagelse i denne sæson at trække sig sejrrigt ud af topopgøret. Da de to hold mødtes i efteråret, var det nemlig også Slagelse, der på udebane vandt 28-25.
Viborg havde ellers en gylden mulighed for med en sejr at hale ind på Slagelses føring på fem point i den samlede stilling. I stedet var det Slagelse der med endnu en sejr kunne trække yderligere fra de øvrige tophold med 30 point efter 15 kampe.
I stedet måtte Viborg se sig forvist til tredjepladsen, idet Aalborg DH søndag med en suveræn sejr på 37-25 over KIF Vejen på udebane passerede Viborg i den samlede stilling og overtog andenpladsen.
Også GOG Svendborg TGI avancerede søndag i tabellen, da de besejrede bundholdet Horsens hjemme med 26-24. Dermed sikrede de sig yderligere to vigtige point i kampen om en plads i slutspillet og stjal femtepladsen i den samlede stilling fra Randers HK. Der er dog stadig fem point op til Ikast på fjerdepladsen.