Af Andreas Mayerhofer, anma@avisen.dk
De russiske myndigheder svækkede Slagelse DT s muligheder for succes, da de nægtede en af holdets profiler, Carmen Lungu, indrejse i landet på grund af uoverensstemmelser omkring spillerens pas.
Under protest gik Slagelse alligevel på banen til en medrivende kamp, hvor en flot slutspurt af det sjællandske mandskab sikrede det favorable resultat, som kan vise sig afgørende for, at klubben kan sikre sig den tredje titel i turneringen på fire år.
Slagelse-spillerne førte an i det meste af første halvleg, dog uden at de formåede at sætte Lada afgørende af. Dermed gik de to hold til pause, med en smal føring til danskerne på 16-15.
I anden halvleg var russerne bedst. Hvis det ikke havde været for storspil mellem stængerne af Cecilie Leganger og et hav af mål fra verdens bedste håndboldspiller, Bojana Popovic, i den anden ende, kunne det være endt galt.
Det lykkedes russerne at trække fra Slagelse i den afgørende fase, og det lignede et dansk nederlag, da Lada med fem minutter tilbage bragte sig i front med tre mål.
Her diskede Leganger op med flere verdensklasseredninger, og det blev baggrunden for et comeback, hvor Slagelse tilmed kom foran i sidste minut, men forsvaret kunne ikke hindre en udligning i sidste øjeblik.